Søndag d. 9. august bød DOF og OAS på 2. halvårs første fugletur. Med Anker Hansen som turguide, var der inviteret til en spadsertur til Margrethesøen i Gråstenskovene. Anker var dog desværre nødsaget til at melde fra denne dag, så Orla Jessen overtog i stedet tjansen som guide.
Vejret viste sig fra sin bedste side, men solskin, meget lidt vind og pænt varme temperaturer.
Foruden Orla havde kun 2 turdeltagere indfundet sig på p-pladsen ved Feldstedvej denne dejlige sommermorgen (inkl. undertegnede), så det blev en hyggelig og afslappet tur med tid til hyggesnak ind i mellem.
På forhånd var mine forventninger ikke så store til det fuglemæssige udbytte af turen. En ”skovtur” på denne årstid plejer ikke at give så meget, da fuglene stort set er holdt op med at synge, og ikke er lette at finde i den tætte løvskov. En kaldende Korttået Træløber og nogle Spætmejser var vel også det mest spændende vi havde på turen ned til søen.
 Et kig over Margrethe Sø (foto Martin R Jessen)
Margrethesøen og de åbne omgivelser her var mere ”levende”. På vandet lå søens Blishøns spredt ud over det meste af vandfladen sammen med årets tilkomne ungfugle. Det var tydeligt, at ynglesæsonen er overstået på dette tidspunkt af året, da de ellers ret stridslystne og territoriehævdende fugle helt havde opgivet denne adfærd, og nu stort set havde overtaget vinterhalvårets flokadfærd i stedet.
Midt på søen lå også et ynglepar af Gråstrubet lappedykker med 3 store unger, som tydeligt kunne kendes på de stribede hoveder som er typiske for juvenile lappedykkere. Stort set samme hovedtegninger sås hos en juvenil Lille lappedykker, som ivrigt tiggede mad hos en forældrefugl i rørkanten på den modsatte bred.
Flere par Grønbenet rørhøne havde også store, selvstændige, unger, mens Knopsvanerne ikke så ud til at have haft ynglesucces. 3 Knarænder (2 hanner og 1 hun) har ret sikkert heller ikke ynglet, men nok bare oversomret.
 Hestene ved Margrethe Søen (foto Martin R Jessen)
Atmosfæren var meget fredfyldt, og et par småsyngende Rørsangere og de græssende heste på engen bidrog til en meget idylisk stemning. Hestene er ”ansat” i naturplejens tjeneste, for at bibeholde de åbne enge i en tilstand, som gavner områdets mange orkideer – som dog ikke ses på denne årstid…
Vi gik langs med søen, og fik også tid til at kigge på lidt sommerfugle og en kæmpe stor bille, som ingen af os havde set tidligere.
Vi fortsatte om til de øvrige prinsessesøer, hvor der bla. også sås Lille lappedykker, Blishøne, Knopsvane og Fiskehejre.
 Et parti af Anne Marie Søen (foto Martin R Jessen)
Fra granerne ved Anne Marie søen hørte vi det fløjtende kald af en Hvepsevåge, og på tilbagevejen gennem skoven sås bla. Kernebider og Lille Korsnæb hørtes kalde fra en gruppe Lærketræer, men de lod sig desværre ikke se.
Som forventet gav turen altså ikke de store hits, men vi fik nogle fine obs. af søernes ynglefugle, og vi oplevede en meget speciel afslappende stemning i skoven på denne årstid. Sammen med det fine vejr, og en hyggelig snak, gav det en meget vellykket start på ”efterårets” turprogram.
Se observationer fra turen her: www.dofbasen.dk
Af Martin R Jessen
|