Hans Jørgen og Vera havde som turledere for DOF og OAS budt på en kombineret fugletur til både Sandbjerg Sø og Varnæs Storemose. Det var en kedelig grå lørdag formiddag, da 12 deltagere + de to ledere mødtes på p-pladsen ved Sandbjerg Slot, for først at kigge lidt nærmere på fuglene i Sandbjerg Sø.

Udsyn over Sandbjerg Sø. Knaranden lå helt dernede :-) (foto Martin R Jessen)
En kaldende Rødhals og et ”kik” fra en Stor Flagspætte gav de første fugle på turen, og inden vi kom helt hen til søen trak en mindre flok Bramgæs mod vest. Desværre så vi dem ikke så godt, da gråvejret gjorde det svært at se farverne, men de kunne let kendes på kaldet. Desværre var der ikke så mange fugle i søen, men vi forsøgte alligevel alle at stimle sammen på den lille ”bådebro” ved slottet. Det lykkedes ikke helt, men alle havde vist alligevel et fint udsyn over søen. I søen lå der nogle Gråænder, Troldænder og enkelte Taffelænder, og på den lille ø ude i søen sad der nogle få Skarver. Træerne på øen bar tydeligt præg af at være en fast rasteplads for de lokale Skarver, idet de fleste stort set var gået ud.

Hans Jørgen forklarer kendetegn på Troldand og Taffeland (foto Martin R Jessen)
Hans Jørgen fortalte om kendetegnene på de to dykandearter, Trold- og Taffeland, og Vera fandt en Knarand i den modsatte ende af søen, som desværre lå lidt langt væk. De vigtigste kendetegn kunne dog fint ses i scoperne. De få fugle gav overskud til lidt hyggesnak, og blandt emnerne var bla. køb af den rigtige kikkert og bestemmelse af Mandarinand vha. et foto fra en udlandstur. En overflyvende Bjergvipstjert stjal kortvarigt opmærksomheden, men blev vist ikke helt registreret af alle, da det igen kun var kaldet som gav artsbestemmelsen. Så gik det lidt bedre med Isfuglen, da den pludseligt krydsede søen, og kortvarigt satte sig i nogle grene et stykke borte. Desværre sad den ikke længe nok, så den kunne findes i scoperne. Senere hørte vi meget tydeligt dens kald ved udløbet til Alssund, men på trods af at vi alle listede meget forsigtigt hen til kanten, så snød den os alligevel, og forsvandt uden at blive set.

Der luskes efter Isfugl ved udløbet til Alssund (foto Martin R Jessen)
Herefter gik turen til Varnæs Storemose, som ligger endda nogle kilometer fra Sandbjerg, så turen foregik i bilerne. Her blev den første fugle en mulig Duehøg, som pludseligt flaksede ud fra hegnet langs med stien. Desværre gik det meget stærkt, så vi blev ikke sikre på bestemmelsen, men den var ret stor, og den fik alle fuglene i mosen på vingerne, så det er nok ret sandsynligt. I mosen lå der godt 150 Krikænder, sammen med 10 Pibeænder og 3 Spidsænder, så vi fik kigget lidt på bestemmelse af svømmeænder. 25 Viber trak ind til et kortvarigt rast, men ellers var der ikke så mange fugle. Igen blev der hyggesnakket lidt, og de fleste var vist godt tilfredse med turen, da vi lidt senere afsked fra hinanden, og turen dermed sluttede.
Af Martin R Jessen |
Flere ture som feltornitolog vil følge.
Lissi og Niels